Et emne Tjekkiet bliver ved med at undvige
Der findes historiske begivenheder, som man simpelthen ikke taler om. Postoloprty er præcis et sådant sted — og instruktøren bag en ny dokumentar siger det uden omsvøb: massakren på tyske civile, der fandt sted her efter Anden Verdenskrig, er endnu ikke blevet anerkendt af det tjekkiske samfund.
Det handler ikke om en glemt episode. Det handler om en bevidst tavshed, der har varet i årtier.
Hvad skete der i Postoloprty?
Efter krigens afslutning i 1945 blev Postoloprty skueplads for et af de blodigste episoder under den såkaldte vilde udvisning. Tjekkere dræbte hundredvis af sudettyskere — mænd, kvinder og ældre. Ligene blev begravet i massegrave.
Historikere kender denne sag indgående. Alligevel forbliver den i udkanten af den offentlige debat, indhyllet i en tavshed, som mange finder mere bekvem end en åben konfrontation med deres egen fortid.
Instruktøren: “Det er stadig et tabu”
Den dokumentarist, der har taget dette emne op, mildner ikke sine konklusioner. Ifølge ham ved det tjekkiske samfund godt, at noget er sket, men nægter at påtage sig det fulde ansvar for hvad præcist og hvorfor.
«Det er stadig et tabu», siger instruktøren. Den nye dokumentar sigter mod at ændre på dette — eller i det mindste at bryde den bekvemme tavshed omkring et af de mørkeste kapitler i tjekkisk efterkrigshistorie.
Hvorfor har denne historie stadig betydning i dag?
At gøre op med fortiden er ikke blot et anliggende for historikere. Det handler om national integritet og evnen til at se sin egen historie i øjnene uden at forskønne den. Den tyske side har anerkendt sit ansvar for krigen — men den tjekkiske refleksion over efterkrigstidens vold mod tyskere forbliver ufuldstændig.
Postoloprty er ikke en undtagelse. Det er et symbol. Og netop derfor er den nye dokumentar langt mere end en film — den er en invitation til en samtale, som Tjekkiet gang på gang har udsat.
