To techgiganter, ingen byggeri
Amerikanske techgiganter har købt jord to steder i Aabenraa Kommune. Både i Kassø og Padborg har kommunen vedtaget lokalplaner, der giver frit lejde til, at ejerne – på nuværende tidspunkt Apple og Google – kan påbegynde byggeriet af datacentre, når det passer dem.
Men ingenting sker. Apples grund i Kassø har ligget uberørt hen i otte år. På Googles arealer er der heller ikke en gravemaskine i sigte.
Aabenraa på alles læber
Skuffelsen var til at føle på, da kommunens daværende borgmester oplevede, at Apple opgav sine planer i Kassø. Alligevel er både han og Aabenraa Kommunes nuværende borgmester, Jan Riber Jakobsen (K), mere end tilfredse med den udvikling, som kommunens “flirt” med techgiganterne har sat i gang.
Erfaringer fra andre dele af landet viser nemlig, at datacentre sjældent skaber det forventede antal arbejdspladser. Men at Apples interesse har haft enorm betydning for Aabenraa Kommune, er hverken den nuværende eller den tidligere borgmester i tvivl om.
– Det gjorde en kæmpe forskel for os som kommune og som byråd, siger borgmester Jan Riber Jakobsen.
Det er Thomas Andresen (V), der sad ved roret som borgmester under forhandlingerne med Apple, helt enig i:
– Det, at Google og Apple fik øje på Aabenraa, satte os jo på landkortet internationalt. Selv nede i Mellemøsten blev Aabenraa nævnt, så det har givet os et solidt afsæt, siger Thomas Andresen.
Fra datacenter til grøn energihub
Planerne om et datacenter vakte blandt andet opmærksomhed hos en af landets store investorer inden for grøn energiproduktion – European Energy – som valgte at opføre Nordeuropas største solcellepark i området for at sikre grøn strøm til et kommende datacenter.
Da Apple siden droppede byggeriet, skiftede European Energy kurs og opførte i stedet verdens største PtX-anlæg ved siden af solcelleanlægget. Her produceres der blandt andet e-metanol til skibe.
Dertil kom et biogasanlæg, hvor den biogene CO2 omdannes til bl.a. e-metanol, som Maersk anvender i deres containerskibe.
– Så må jeg sige, at det har haft en sneboldeffekt for os. Ikke i retning mod datacentre, men mere i retning af den grønne omstilling, siger Thomas Andresen.
Forventer 2.000–3.000 nye arbejdspladser
Den udvikling, der nu er skudt i gang, skaber store forventninger hos både Thomas Andresen og Jan Riber Jakobsen. Ikke mindst efter at Kassø blev udpeget som én af 11 statslige industriparker under den såkaldte “rød løber-ordning” for produktionsvirksomheder.
– Samlet set for dette område, som bliver Danmarks største sammenhængende erhvervsområde, tror vi på 2.000–3.000 nye arbejdspladser, siger Jan Riber Jakobsen.
Han understreger, at det især drejer sig om følgeindustrier, der kan drage fordel af overskudsvarmen fra blandt andet PtX-anlæg og de datacentre, der eventuelt opføres i fremtiden.
I kø efter strøm – Energinet har sat nye storkunder på pause
Manglen på kapacitet i det danske elnet bremser foreløbig udviklingen. I marts indførte Energinet en midlertidig pause for nye tilslutninger, fordi projekter med et samlet behov på omkring 60 gigawatt nyt forbrug stod i kø på tværs af transmissions- og distributionsnettet. Til sammenligning er Danmarks maksimale elforbrug i dag cirka syv gigawatt.
Det er bl.a. nye datacentre og PtX-anlæg, der venter i køen. Energinet har siden forlænget pausen.
Løsningen er på vej i Kassø
Den 13. maj satte borgmester Jan Riber Jakobsen spaden i jorden til en ny højspændingsstation i Kassø – side om side med direktør i Energinet Eltransmission, Nina Høegh Jensen. Det er et vigtigt skridt mod at fjerne én af de største forhindringer for den videre udvikling.
– Vi har 11 konkrete solcelleparker, der bare venter på at blive koblet op, og elnettet er simpelthen for svagt. Så at vi nu tog første spadestik i Kassø, er samtidig et skridt i den rigtige retning for, at vi kan komme i gang med den grønne omstilling, siger Thomas Andresen.
Den grønne energi skal på sigt gøre Aabenraa endnu mere attraktiv som placering for et fremtidigt datacenter.








