Et kosmisk signal, der banker med forbløffende præcision
Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig med nøjagtigt 36 minutters mellemrum – og det udfordrer fuldstændig de kendte astrofysiske modeller. Forskerne har døbt dette objekt ASKAP J1424 og overvejer nu, om det kan dreje sig om et eksotisk system med en hvid dværgstjerne, eller måske en helt ny type kosmisk objekt, som aldrig tidligere er blevet registreret.
Denne usædvanlige radiokilde kunne repræsentere et sjældent fænomen, hvis fysik endnu ikke er forstået – og det åbner for helt nye perspektiver inden for moderne astrofysik.
Sådan blev ASKAP J1424 opdaget
Kilden ASKAP J1424 blev identificeret via Australian SKA Pathfinder-netværket af radioteleskoper, som er placeret i de øde vidder i det vestlige Australien. Dette instrument indgår i det ambitiøse program Evolutionary Map of the Universe, der systematisk scanner store dele af himlen på jagt efter kortvarige og varierende radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomerne en ti timer lang observation med fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Netop i disse data dukkede et bemærkelsesværdigt stærkt signal fra ASKAP J1424 op, som gentog sig regelmæssigt med få tieners minutters mellemrum. Forskningsresultaterne blev offentliggjort på det videnskabelige preprint-arkiv arXiv i begyndelsen af marts 2026 og tilrak sig straks opmærksomhed fra grupper, der specialiserer sig i stjerner med ekstreme magnetfelter og eksotiske dobbeltstjernesystemer.
Hvorfor ASKAP J1424 overrasker forskerne så meget
Den mest iøjnefaldende egenskab ved ASKAP J1424 er dens periode: cirka 2147 sekunder, svarende til omtrent 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er dette en usædvanligt lang varighed. Klassiske radiopulsarer udsender impulser hvert sekund eller endnu hurtigere, og selv de såkaldte magnetarer opererer typisk på skalaer af få sekunder.
Her har vi at gøre med en langsom rytme – men forbløffende stabil. Kilden opretholdt en næsten identisk impulsform i otte sammenhængende observationsdage uden pauser, pludselige lysstyrkeændringer eller de uregelmæssigheder, der er typiske for ustabile objekter.
En sådan kombination af meget lang periode og høj stabilitet er ekstremt vanskelig at forklare med standardmodeller for neutronstjerner. Forskerne understreger, at de nuværende data ikke er tilstrækkelige til med sikkerhed at afgøre, om der virkelig er tale om et system med en hvid dværgstjerne, eller om det er en helt anden slags radiokilde.
ASKAP J1424 er en langperiodisk radiokilde, der pulserede uafbrudt i otte dage i træk – som et kosmisk fyrtårn, der tænder med perfekt regelmæssige intervaller. Netop denne bestandighed og præcision gør objektet til en reel udfordring for astrofysikerne.
Total polarisering og fraværet af optisk signal
Den anden egenskab, der volder astrofysikerne store problemer, er radiobølgens polarisering. ASKAP J1424 er ikke blot tydeligt polariseret – beregningerne viser, at signalet gennem hele impulsen er organiseret til næsten hundrede procent.
I begyndelsen af impulsen antager polariseringen en elliptisk form, som derefter overgår til næsten fuldstændig lineær polarisering. Denne præcise ordning af det elektriske og magnetiske felt tyder på tilstedeværelsen af et meget struktureret og intenst magnetfelt i nærheden af kilden.
På trods af anvendelsen af kraftfulde optiske teleskoper og infrarøde observationer har det ikke været muligt at koble ASKAP J1424 til nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os næsten udelukkende som en radioemitter. De vigtigste registrerede egenskaber omfatter:
- en lang periode på 36 minutter
- stabile impulser i otte sammenhængende dage
- polarisering tæt på hundrede procent
- intet signal i det synlige lys eller infrarødt
- et ekstraordinært velordnet magnetfeltstruktur
- regelmæssighed sammenlignelig med et atomur
Inden for astronomien giver observationer i flere spektralbånd normalt mulighed for at tegne et fuldstændigt portræt af et objekt. Den mulighed mangler her. ASKAP J1424 skinner ikke tilstrækkeligt i synligt lys til let at kunne identificeres, og det efterlader heller ikke tydelige spor i det infrarøde spektrum.
Uden en klar modpart i andre båndbrede er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis afsluttede forskerne den første analysefase med et bredt spektrum af mulige scenarier og en meget begrænset mængde solide observationsdata.
En hvid dværgstjerne i et tæt system – eller noget helt nyt
En af hypoteserne i undersøgelsen er, at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværgstjerne – altså en “død” stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse sammenlignelig med Solens. Et sådant objekt besidder et kraftigt gravitationsfelt og magnetfelt, og samspillet med ledsagerstjernen kan give anledning til kraftige radioemissioner.
I dette scenarie spiller samspillet mellem den hvide dværgstjernes magnetfelt og ledsagerstjernens stjernevind en afgørende rolle. Strømmen af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår intense strømme, som igen producerer radioemission. Perioden på 36 minutter kan svare til den hvide dværgstjernes rotation eller systemets samlede geometri.
Forskerne overvejer også andre muligheder, herunder en meget usædvanlig magnetar, en anomal pulsar omgivet af et ekstremt magnetfelt og endda en helt ny klasse af langperiodiske radiokilder, der hidtil er undsluppet teleskopernes opmærksomhed på grund af utilstrækkelig følsomhed og for korte observationstider.
Hvis fremtidige observationer bekræfter, at ASKAP J1424 tilhører en bredere kategori af objekter, vil astronomerne kunne estimere hyppigheden, hvormed stjerner afslutter deres liv i så eksotiske konfigurationer. For kosmiske plasmafysikere og magnetfeltforskere vil dette blive et naturligt laboratorium til at afprøve teorier om ledningsevne, partikelacceleration og generering af radiobølger under ekstreme forhold.
Hvordan forskerne planlægger at “indringe” den mystiske ASKAP J1424
Den gruppe, der analyserede data fra ASKAP, understreger kraftigt behovet for yderligere observationer – både en fortsættelse af radioovervågningen og en bredere kampagne med teleskoper af forskellig karakter. Planerne inkluderer blandt andet en ny session under programmet VAST (Variables And Slow Transients), som netop gennemføres via ASKAP.
Forskerne sigter mod at besvare en række grundlæggende spørgsmål:
- er signalet kontinuerligt, eller optræder det kun i bestemte aktivitetsperioder
- om radiopulsens form ændrer sig over tid
- om det er muligt at spore mindst et svagt signal fra det tilknyttede objekt i andre spektralbånd
- om der findes andre svagere, tilsvarende kilder i det samme område af himlen
- hvad er den præcise afstand og objektets position i Galaksen
- om der er nogen sammenhæng med andre kosmiske fænomener i samme region
Anden fase af VAST-programmet, som vil fokusere på dele af vores Galakse med særlig mange varierende radiosignaler, udgør en fremragende mulighed for at fange ASKAP J1424 i forskellige faser af sin aktivitet. Langvarige observationskampagner vil gøre det muligt at afgøre, om de hidtil observerede otte dage er normen eller blot et heldigt tilfælde.
Det er værd at huske, at enhver forbedring i følsomhed og scanhastighed – som med ASKAP eller det planlagte Square Kilometre Array – åbner vejen for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første betydningsfulde tegn på, at langperiodiske radiokilder kan gemme på mange usædvanlige historier om stjernernes udvikling, som hidtil er gået os forbi.
Hvad mystiske signaler afslører om ekstreme stjernesystemer
Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hver ny opdagelse af denne type har en betydelig indvirkning på modeller for stjerneevolution og dens slutstadier. Man taler typisk om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger: klassiske pulsarer med perioder på brøkdele af et sekund, magnetarer med perioder på få sekunder og eksotiske dobbeltstjernesystemer med hvide dværgstjerner eller neutronstjerner.
ASKAP J1424 med sin periode på 36 minutter og den meget velordnede polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Det er netop dette, der vækker så stor interesse: det antyder, at der i vores Galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som udfylder kløften mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværgstjerner.
For dem der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, kan det være nyttigt at tænke på ASKAP J1424 som et fyrtårn ved havet. Forestil dig en stjerne – eller det, der er tilbage af den – som langsomt roterer om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget, der ligner to tragte, hvorfra der udsendes stråler af partikler og radiostråling.
Når sådan en “lysstråle” peger mod Jorden, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores synsfelt, forsvinder signalet. Hvis rotationen er meget stabil, følger impulserne hinanden som tikket fra et ur. I tilfældet med ASKAP J1424 varer dette tik usædvanligt længe – og signalets polarisering afslører en ekstraordinært velordnet magnetfeltstruktur.
