Når naturen kalder – og der ingen toiletter er i nærheden
Uanset om du er på en flerdages trekking-tur i bjergene, slapper af på en øde strand eller kører gravel-cykel i uframkommeligt terræn – på et tidspunkt får alle brug for at finde en busk. Men hvad gør man egentlig, når der ikke er et offentligt toilet inden for synsvidde? Her er alt, hvad du behøver at vide.
Respekter naturen som udendørs toilet
Den vigtigste tommelfingerregel er enkel: Efterlad naturen præcis som du fandt den. Det betyder, at alt affald – klude, toiletpapir, bleer, tamponer og bind – skal samles op og tages med i en pose. Afhængigt af materialerne kan disse ting tage meget lang tid om at nedbrydes.
Derfor bør alle outdoor-entusiaster altid have en pose med sig. Et lille trick: Et knust Aspirin-tablet eller en let fugtig tepose kan neutralisere lugten fra brugt papir. En såkaldt ziplock-pose kan forsegles tæt og transporteres praktisk i den ydre lomme på din rygsæk.
Sådan vælger du det rigtige sted
Det er selvfølgeligt, at man finder et sted, hvor man ikke kan ses. I naturen er buske og skov oplagte muligheder. Det er vigtigt at holde god afstand til huse og legepladser. Vær opmærksom: I Danmark kan offentlig vandladning ligesom i mange andre lande føre til en bøde, hvis det opfattes som krænkende adfærd på offentlige steder.
Undgå under alle omstændigheder at bruge naturen som toilet tæt på floder og søer. Det minimerer risikoen for, at sygdomsfremkaldende bakterier spredes til grundvandet. Urin indeholder relativt få skadelige bakterier og kan primært give lugtgener, mens fast affald indeholder langt flere bakterier, vira og mikrober, som ikke bør spredes i miljøet.
Kig også på underlaget, inden du slår dig ned. Undgå skrænter og klippefremspring – jævnt, jordagtigt terræn er klart at foretrække. Stedet bør helst være eksponeret for regn, så nedbrydningen kan foregå naturligt. Hold desuden øje med giftige planter og insekter som myrer, flåter og myg, der hurtigt kan gøre oplevelsen ubehagelig.
Særlige hensyn ved det store ærinde
Det lille ærinde kan klares relativt hurtigt og diskret. Det store ærinde kræver lidt mere forberedelse. For ikke at efterlade spor skal du grave et hul på cirka 15 centimeters dybde. Kun selve afføringen hører ned i hullet – toiletpapir og lignende skal samles op og tages med.
Har du ingen spade med, kan en stok sagtens gøre arbejdet. Alternativt kan du bruge store, ugiftige blade fra for eksempel ahorn eller bøg til at tørre dig med – disse må graves ned sammen med afføringen.
I ørkenen kan det under meget kontrollerede omstændigheder være muligt at afbrænde toiletpapiret med en lighter. Men vær absolut sikker på, at der ikke er nogen brandfare, inden du gør det.
Når du er færdig, lukkes hullet omhyggeligt og dækkes til med grene og blade, så nysgerrige dyr ikke begynder at grave. Du kan markere stedet over for andre ved at stikke en pind lodret i jorden. Husk altid at desinficere hænderne bagefter for at undgå at sprede bakterier.
Svært underlag: Hvad gør man på klipper og hårdt terræn?
Det er ikke altid muligt at grave et hul – for eksempel på klippefyldt underlag, i stenede områder, på meget hård eller tørret jord eller i særligt sårbare naturområder. Nogle steder er gravning direkte forbudt, eksempelvis på populære trekking-ruter i følsomme bjergregioner.
I disse situationer er den mest miljøvenlige løsning at pakke det hele med og tage det hjem – den såkaldte “pack it out”-metode.
- Det lille ærinde: Hold så stor afstand som muligt til stier, klatreruter, udsigtsplatforme, vandkilder og teltpladser. På klippeterræn fordeler væske sig dårligere i undergrunden, og lugt forsvinder langsommere. Urinposer kan her være en ren og praktisk løsning.
- Det store ærinde: På nøgen klippe eller i grusede områder risikerer efterladenskaber at blive liggende åbent uden mulighed for naturlig nedbrydning. Kan du ikke grave et tilstrækkeligt dybt hul, bør du – ligesom med hundeposeaffald – pakke afføringen i en egnet pose og tage den med. Det beskytter både miljøet, dyrene og andre naturelskere.
Tips til de rigtige stillinger ved det store ærinde
Første gang du skal forrette dit store ærinde ude i naturen, kan det virke lidt uoverskueligt. Hvilken stilling er egentlig bedst? Prøv dig frem og find ud af, hvad der fungerer for dig. Her er de mest udbredte muligheder:
- Dyb squat: Sæt dig så dybt ned som muligt og sørg for, at tøjet er nede under knæene. På den måde undgår du at tilsøle det.
- Dyb squat med støtte: Bliver squatten for anstrengende i længden, kan du finde et sted, hvor du kan læne dig op ad en sten eller et træ.
- Halvhug: I denne stilling sætter du dig halvt ned med let adskilte ben og lægger hænderne på lårene for at holde balancen. Det kræver lidt mere kraft i benene, men er praktisk, hvis du ikke ønsker at sætte dig helt ned mod jorden.
- Hold fast i et træ: Bøj knæene i en 90-graders vinkel og hold fast i et træ foran dig for at aflaste musklerne. Læn dig tilpas langt tilbage, så tøjet forbliver rent.
- Enbenet støtte: En stilling der minder om en hundes – det ene ben løftes og støttes mod en sten eller en træstub for at opretholde balancen.
- Tordenstang (Donnerbalken): Finder du et væltet træ i skoven, er du heldig. Sæt dig på stammen og sørg for, at bagdelen rækker tilstrækkeligt ud over kanten.
